Egå Sejlklubs kapsejladser i 2020

Vi må stadig vente godt et par måneder, inden årets kapsejladser starter. Her er en gennemgang af vores udbud af kapsejladser for kølbåde og flerskrogsbåde, og der er datoer for alle sejladserne, så du og din besætning kan få skrevet dem i kalenderen.

Egå Sejlklub tilbyder kapsejladser for enhver smag: Fuld besætning, singlehand, doublehand, udlagte baner, distancesejlads, korte baner, lange baner.

På hjemmesiden er der en kalender med alle årets kapsejladser i Egå Sejlklub og andre sejladser på Aarhus Bugten og omegn. Siden er HER .

Båkebane og Easy Sejlads

Båkebanen er vores traditionelle tirsdagssejlads, hvor der sejles efter DH-mål (Texel-mål for flerskrogsbåde). Disse sejladser sejles efter Kapsejladsreglerne, og det er nødvendigt at have gyldigt målerbrev (licens fra Dansk Sejlunion).

Hvis du synes, det lyder kompliceret med kapsejladsreglerne, eller hvis du bare vil tage den en anelse mere med ro, kan vi tilbyde Easy Sejlads de samme tirsdagsaftener. Her sejles efter Søvejsreglerne, og der er ikke krav om gyldigt målerbrev.

Fælles for Båkebanen og Easy Sejlads er, at der er start og mål ud for Båken – og ikke mindst at det er sjovt og spændende at deltage. Der er hyggeligt samvær efter sejladserne i klubhuset, hvor der kan købes mad og drikkevarer i kantinen.

Der er 7 sejladser før sommerferien, 5. maj til 16. juni (ingen sejlads Skt. Hans Aften 23. juni). Efter sommerferien er der 6 sejladser, 11. august til 15. september.

Tilmelding åbner på hjemmesiden i starten af april. Der kommer besked på hjemmesiden og med e-mail til tidligere deltagere.

Sejladserne indledes med en uformel Tune-up sejlads 28. april, hvor der er lejlighed til at få tjekket, om båd, besætning og skipper er klar til sæsonen.

Sejladserne afsluttes med Gule Ærter sejladsen 22. september. Her sejler vi en kort kapsejlads, spiser gule ærter og uddeler præmier til de bedste sejlere på Båkebanen i 2020.

Singlehandsejladser

Ved singlehandsejladserne er det kun skipperen, der må være ombord på båden. Årets 6 sejladser ligger på disse mandagsaftener: 11. maj, 25. maj, 8. juni, 10. august, 24. august og 7. september. Efter sejladserne mødes skipperne i klubhuset, hvor der vanker leverpostejs- og ostemadder.

Tilmelding åbner på hjemmesiden i starten af april. Der kommer besked på hjemmesiden.

Doublehandsejladser

For anden gang har vi en serie af aftenkapsejladser, hvor der skal være 2 personer i hver båd. Konceptet er så enkelt som muligt: Der startes med respitstart (de mindste/langsomste starter først), hvor hver båd har sit eget starttidspunkt og selv er ansvarlig for at starte til tiden, brug af spiler/genakker er valgfri, der vil ikke være bemanding i dommertårnet (Båken). Den båd, der kommer først i mål har vundet, og der vil ikke blive lavet resultatlister. Som noget nyt i år bliver der 3 banemuligheder, så banen passer til vindretningen.

Årets 6 doublehandsejladser ligger på disse onsdagsaftener: 20. maj, 3. juni, 17. juni, 19. august, 2. september og 16. september. Besætningerne kan mødes i klubhuset efter sejladserne, så der kan udveksles historier om aftenens sejlads.

Tilmelding åbner på hjemmesiden i starten af april. Der kommer besked på hjemmesiden.

Pointsejladser

Egå Sejlklub og Aarhus Sejlklub arrangerer i fællesskab Pointsejladserne, hvor der sejles på en udlagt bane (”op-ned bane”) mellem Egå og Aarhus på tirsdagsaftener. Mange klassebåde vælger Pointsejladserne, men alle kølbåde kan deltage.

Datoer og tilmelding bliver tilgængelige på Pointsejladsernes egen hjemmeside HER .

Midsommerkapsejlads

Fredag den 19. juni, holder vi en kort aftenkapsejlads med efterfølgende spisning og festlighed. Tag familien eller vennerne med.

Egå Tun Star

I weekenden 29.- 30. august afholder vi for tredje gang Egå Sejlklubs populære 2-mands distancekapsejlads. Om lørdagen er der kapsejlads fra Egå til Tunø. Om aftenen er der spisning og skipperskrøner på en restaurant på Tunø. Om søndagen er der kapsejlads tilbage fra Tunø til Egå med efterfølgende præmieuddeling.

Hovedkapsejlads

Søndag den 20. september gælder det den traditionelle Hovedkapsejlads. Det er en distancesejlads hvor banen og distancen planlægges efter vejrsituationen. På den måde får vi god sejlads af en passende længde. Der er præmieuddeling umiddelbart efter sejladsen.

Haarup Mixer Cup for H-både

I weekenden 6.-7. juni afholder vi for anden gang ligastævne for H-både. Læs nærmere på stævnesiden HER . Hvis du ikke har en H-båd, kan du komme med i Egås team af ca. 30 frivillige, der sørger for, at sejlerne får en super weekend.

Hvis du har spørgsmål til årets sejladser, eller hvis du vil prøve kapsejlads, og ikke lige ved, hvordan man kommer i gang, kan du kontakte Karsten Bank Petersen (21 71 73 97, kapsejlads@egaasejlklub.dk).

Med sejlerhilsen
Kapsejladsudvalget