Kapsejladser efter sommerferien

Her er en kort præsentation af Egå Sejlklubs kapsejladser for kølbåde efter sommerferien. Husk at skrive sejladserne i kalenderen. Vi ses på banerne!

Egå Hovedkapsejlads
Egå Sejlklubs traditionelle Hovedkapsejlads afholdes i år søndag den 10. september. Der er tale om en sejlads på 15-20 sømil. Banen lægges på dagen, så den passer til vindretning og -styrke. Vi bruger sømærker på bugten og ES’ kapsejladsmærker som rundingsmærker. Hvis der er tilstrækkelig tilslutning, bliver der løb for flerskrogsbåde. Du kan tilmelde dig HER

Egå Tun Star
Vi arbejder på en ny twostar kapsejlads lørdag-søndag 23.-24. september, dvs. en sejlads for 2-mandsbesætninger. Sejladsen bliver i to etaper, hvor 1. etape går fra Egå til Tunø om lørdagen og 2. etape er fra Tunø til Egå om søndagen. Prisen bliver på ca. 600 kr. pr. besætning inkl. spisning på Tunø lørdag aften. Der kommer nærmere detaljer om sejladsen medio august.

Båkebane og Easy Sejladser
Vores serie af Båkebane og Easy Sejladser fortsætter med de sidste 6 sejladser efter sommerferien:

    • Tirsdage fra 15. august til 12. september med første start kl. 18:30.
    • Lørdag den 16. september med første start kl. 14:30.

Disse sejladser afsluttes med den såkaldte Gule Ærter sejlads tirsdag den 19. september. Efter sejladsen kåres årets klubmestre på Båkebanen.

Pointsejladser
Pointsejladserne, som arrangeres sammen med Aarhus Sejlklub, fortsætter efter sommerferien tirsdage fra 15. august til 26. september.

Andre sejladser på bugten
Der er også muligheder for kapsejladser i vores naboklubber:

      • 19. august: De 3 Broer (Kaløvig Bådelaug)
      • 31. august: Singlehand aftenkapsejlads (Sejlklubben Bugten)
      • 1.-3. september: Festuge Cup for klassebåde, DM for Folkebåde, Kredsmesterskab for H-både (Sejlklubben Bugten og Aarhus Sejlklub)
      • 9. september: Racer & Cruiser Cup Tunø Rundt (Hou Bådelaug)
      • 30. september: Kalø-sejlads (Sejlklubben Bugten)

Opsætning af telt
Før det store Testevent med alle olympiske bådtyper i uge 32 skal vi have sat Egå Sejlklubs telt op tirsdag den 1. august fra kl. 17:30. Vi mangler en håndfuld friske skippere og gaster. Henvend dig på mailadressen herunder, hvis du kan afse er par timer.

Med sommerhilsen
ES Kapsejladsudvalg
kapsejlads@egaasejlklub.dk