SejlSikkert-ambassadører

Her er dine
SejlSikkert-ambassadører

Tove Rasmussen og Peter Petersen er SejlSikkert-ambassadører i Egå Marina og kontaktpersoner for Søsportens Sikkerhedsråd til alle i havnen. Som SejlSikkert-ambassadør står Tove og Peter til rådighed, hvis du har spørgsmål om sikker adfærd til søs. Samtidig sætter Tove og Peter løbende fokus på at højne sikkerheden, det kan være gennem uddeling af materialer eller ved at sætte aktiviteter aktiviteter i gang i havnen.

Landsdækkende indsats
Din lokale SejlSikkert-ambassadør er én blandt mere end 230 SejlSikkert-ambassadører, der det seneste år har meldt sig til at fremme sikkerhedskulturen blandt fritidsfiskere og -sejlere på havnene og på vandet i Danmark. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag den landsdækkende indsats, der skal nedbringe antallet af drukneulykker og alvorlige hændelser blandt fritidsfiskere og -sejlere.
SejlSikkert-indsatsen har også en række sikkerhedsinstruktører tilknyttet. Din SejlSikkert-ambassadør kan derfor invitere en instruktør ud i jeres havn og afholde en sikkerhedsdemonstration om fx tjek af redningsveste. Du er meget velkommen til at tale med din SejlSikkert-ambassadør om ideer til klub-arrangementer over vinteren og i det tidlige forår.

Mange SejlSikkert-aktiviteter i 2017
Det seneste år er SejlSikkert-indsatsen blevet bygget op gennem store og små landsdækkende og lokale aktiviteter. I alt har der være afviklet 187 aktiviteter. 2017 bliver et år med endnu mere aktivitet, da netværket af SejlSikkert-ambassadører vokser støt, og SejlSikkert-indsatsen samtidig bliver mere kendt ude omkring. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden glæder sig over den store opbakning og ser frem til, at flere fiskere og sejlere sætter fokus på sikkerhed.