Senior-gruppen
Se længere nede på siden:
- Vinterarrangementer 2010/2011
- Hyggeaften i Århus Søfartsmuseum feb. 2009
- Bavaria - plastikskrammel på samlebånd eller moderne sejlbåde til tiden nov. 2008
- Seniorsejlads til Skødshoved sep. 2008
- Besøg af miljøskibet "Tyrfing" mar. 2008
- Mogens Petersen fra tidligere MP-sejl - "Fra bomuldssejl til kulfiber" jan. 2008
- Foto og referat fra Seniortræf i Kaløvig sep. 2007
Seniorgruppen består af nogle af Egå Sejlklubs
ældre medlemmer (p.t. ca. 30).
Flere er stadig
aktive sejlere, mens andre er holdt op med at
sejle.
Sommerens aktiviteter består af et antal
sejladser, som regel 6, i løbet af sæsonen. Der
skal ikke tilmeldes, man møder op i klubhuset
på sejladsdagen kl. 09.00 medbringende en
solid madpakke og de obligatoriske drikkevarer,
(vi gamle skal drikke mindst 1-2 liter vand/-
væske om dagen, noget vi jævnligt bliver mindet
om).
Så snakker vi lidt om vejret, især
vinden, finder ud af hvis båd/både, man vil
sejle i og beslutter så en passende destination,
- Nappedam, Knebel Bro, Kongsgårde eller
Norsminde er de mest benyttede. Vi skal helst
kunne være tilbage i Egå hen på eftermiddagen.
Det er ren hyggesejlads, hvor vi får drøftet
mange emner og fortalt/genfortalt en del historier.
Det sker også, at vi beslutter en eller
anden aktivitet i klubben eller på havnen.
|
 |
Vinteren igennem mødes vi en gang om
måneden til samtaler over en kop kaffe, ser en
seniorgruppen
video, eller en eller anden beretter om en
spændende sejltur eller en rejse.
På disse aftener
drøfter vi jævnligt klubrelaterede emner,
mulige områder, hvor vi kan gøre en indsats for
vores klub (vi har en gang malet klubhuset!).
Det sker, at vi kommer på ideer, som medfører
forslag til bestyrelsen.
Vi finder seniorgruppens møder og sejlture
vigtige. Vi bliver alle ældre, og for nogle begynder
helbredet måske at svigte. Har man så haft
et langt liv med sejlads, kan det være en stor
glæde og hjælp at mødes med ligesindede til
samtaler, som bringer tanker og minder frem
om sejladser og oplevelser man har haft i
tidens løb.
Senior-Sejladser 2011
Tirsdag 10. maj
Onsdag 25. maj
Torsdag 16. juni
Tirsdag 9. august
Onsdag 24. august
Torsdag 8. september
Vi mødes kl. 9 i klubhuset, drøfter vejsituationen, vælger skibe og besætninger
og drager derefter af sted. Det har oftest været sejladser til de nære områder
som f.eks. Nappedam, Knebel Bro, Marselisborg, Norsminde eller Kaløvig. Husk
madpakke og redningsvest. Sejladserne er en god lejlighed til at lære de gamle
sejlerkammerater bedre at kende, prøve "nye" sejlbåde og få suppleret sit udvalg
af skipper-skrøner. Vel mødt.
Efterårets program er:
Aftenmøder klokken 19.30 torsdag d. 13 oktober og torsdag d. 17. november.
Vi håber at Peter Petersen og Preben Heide vil fortælle om sommerens sejladser, men der er også åbent for alle der har noget interessant at berette.
Vores julefrokost bliver 15. december med mødetid klokken 18.30.
Tilbageblik
|
Vinteren 2010/2011
Singlehand i Skærgården
Peter Petersen berettede på vores første møde i
2011 om livet som singlehand-sejler i den svenske
skærgård. Det var interessant og morsomt.
Peter er en levende fortæller, der kan
få tankerne til at vandre. Desuden er han en
god fotograf og viste os sine billeder i et flot
og velordnet show.
Bergen til Nordkap
På vinterens andet møde fortalte Mozart
om en tur med kystruten op og ned langs
Norges vestkyst. Flotte videoklip med musik
og god forklaring. Det var et ualmindelig
velbesøgt møde, vi har vist aldrig været
så mange. Kvinderne var også repræsenteret
på mødet, og det lagde ikke låg på
stemningen, tværtimod!
Kærligheden, Universet og Havet har ingen
grænser
Disse ord er sagt af den russiske astronaut
Grechco, som var barn af Skt. Petersborg.
Ordene blev en slags overskrift for
vort 3. møde, hvor Poul Hornshøj fortalte
om sin deltagelse i en sejlads til de baltiske
lande i 1992, umiddelbart efter at der
var åbnet op for lystsejlads i den del af
Østersøen.
Turen var arrangeret af KDY i samarbejde
med TYvD (Touren Yachtclub von Deutschland)
og ca. 40 både deltog. Den gik over
Gdansk (Polen), Kaliningrad (Rusland), Klaipeda
(Litauen), Liepaja, Ventspils og Pavilosta
(Letland) til Nasva på øen Saaremaa (Estland).
Derfra efter afsked med flotillen hjem
med besøg på Gotland, Øland og Christiansø. En
spændende beretning om myndigheder, som
havde svært ved overgangen til mindre bureaukrati
og større frihed, overalt krav om besætningsliste
i 3 eksemplarer med stempel. Om
dårlige havneforhold, men gæstfri modtagelse.
Om et flækket storsejl og motorstop trods meget
grundige forberedelser. - Det var en spændende
aften. |
 |
18. februar 2009
14 seniorer fra Egå Sejlklub deltog onsdag 18. februar i månedens
hyggeaften, der var henlagt til Aarhus Søfartsmuseum.
Tidligere lods Karl Nøhr Sørensen var aftenens entusiastiske vært. Han fortalte om
museets tilblivelse og dets nuværende økonomisk usikre situation.
Desuden lukkede han op for et tilsyneladende uudtømmeligt forråd af
sømandshistorier, skipperskrøner og sandfærdige beretninger fra livet
på søen.
På billedcollagen ses aftenens deltagere samlet omkring
kaffebordet. Øverst til venstre - stående - ses Karl Nøhr Sørensen.

12. november 2008
Egå Marina er hjemhavn for ca. 35 sejlbåde af mærket Bavaria. Bavaria tegnede sig i 2007 for ca. 65 % af salget af nye sejlbåde i Danmark. En del af forklaringen på Bavarias succes fik deltagerne i SeniorGruppens hyggeaften onsdag 12. november i klubhuset. Bådkonsulent Mogens Vive fra DYMC i Randers (tidl. Floor Marine) viste og kommenterede en DVD-film, der formede sig som et værftsbesøg på Barvaria i Sydtyskland. Nøgleordene er stor produktion, høj produktivitet gennem automatisering og udnyttelse til det yderste af "right place/right time"-princippet. Værftet producerede sidste år ca. 3500 fartøjer og er dermed Europas største bådproducent.
Mogens Vive besvarede vidende og med åbenhed de mange spørgsmål fra mere eller mindre skeptiske seniorsejlere.
Der var 18 deltagere i den vellykkede hyggeaften. Vi prøver at lave en opfølgning i sejlsæson 2009, hvor det måske er muligt at låne en eller flere demobåde fra DYMCs bro i Egå Marina til en seniorsejlads.
|
|
15. september 2008
Sommerens sidste senior-sejlads fandt sted mandag den 15. september. Vi sejlede
i DILLE og ANDANTE til Skødshoved. Efter en travetur i bakkerne med udsigt over
alle de hjemlige, nær og kære farvande spiste vi de medbragte madpakker på
havnen. I den forbindelse var der smagssammenligning mellem hjemmeblandet
porsesnaps med porse fra Fur og O.P. Andersson Brännvin. Testen endte desværre
uafgjort, da brændevinen slap op. 2. halvleg gennemføres til julefrokosten. På
billedet ses Frits, Holger, Peter, Ole og Kim.

25. marts 2008
Besøg af miljøskibet Tyrfing i Egå Marina markerede tirsdag den 25. marts afslutningen på vinter-aktiviteterne i SeniorGruppens regi. Ca. 50 sejlere fra Egå og De grå Sæler, Kaløvig, var gæster om bord og fik et indblik i, hvordan Tyrfings besætning fremskaffer de data om Århus Bugten, som giver billedet af havmiljøets sande tilstand. Biolog Helene Munk holdt foredrag i klubhuset og kunne bl.a. konstatere, at udledningen af tungmetaller som f.eks. tin og kobber i havmiljøet stadig er meget stor med en række skadevirkninger til følge. Der var stor spørgelyst og komplimenter til miljømedarbejderne fra Miljøcenter Århus for deres beredvillighed til at møde sejlerne. Da alting ikke skal være snak, var der sørget for gule ærter med flæsk og pølse samt brændevin og øl til de fremmødte - med delvis brugerbetaling.
Vintersæsonen i SeniorGruppen har budt på følgende arrangementer:
- Peter Petersen om uddannelseskrav til sejlerne.
- Mogens Petersen (MP) om moderne sejl.
- Ole Bækmark om langturssejlads.
- Henrik Fode om Århus Bugten i fortid og nutid.
- Julefrokost med hjemmelavede lækkerier.
Vi håber at denne lille beretning er en appetitvækker for nye seniorsejlere, der vil være med i det kammeratlige samvær. Man kan holde sig a jour gennem klubbladet Båken og især her på hjemmesiden. Desuden bliver alle tilmeldte, som afleverer deres mailadresse til Senior Gruppen, adviseret direkte om hvert enkelt arrangement. |


 |
9. januar 2008
"Fra bomuldssejl til kulfiber" var et hovedtema, da Mogens Petersen fra MP-sejl (nu Sail Team Denmark) var gæst i Senior Gruppen, der holdt årets første hyggeaften onsdag 9. januar i Sejlklubben. MP skitserede den kolossale udvikling, der har været siden juniorerne plaskede rundt i Århusbugten for 40-50 år siden. De 16 deltagere i mødet havde masser af spørgsmål om bl.a. hvordan man gennem en fornuftig, afdæmpet og let håndterlig sejlføring kan sikre sig mange år på vandet som +60'er. Vi hyggede os med kaffe og hjemmebagte kanelsnegle i gruppen, hvor "gamle dage" ikke er et tabu-emne og "plejer" lever i bedste velgående.
12. september 2007
Seniorer fra Sejlklubben Bugten, Egå Sejlklub og Kaløvig deltog onsdag 12. september i match race arrangeret af De grå Sæler på en bane ud for Kaløvig Lystbådehavn. Fire mandskaber konkurrerede i frisk vind op til 15 m/s, og vinder blev holdet fra Bugten. På andenpladsen kom KBL, på tredjepladsen Egå og på fjerdepladsen et blandet mandskab fra de tre deltagende klubber. Der blev konkurreret efter princippet " bedst af tre sejladser". Først to semifinaler, hvorfra vinderne gik til finalen. Instruktører i de to Match28-sejlmaskiner var Rachel Kiel og Finn "Beton" Jensen. Det friske vejr var en stor udfordring for alle sejlerne, som ikke mere hører til de mest letbenede, og skønt racerne kun sejlede med højt skåret fok og rebet storsejl, krængede de i pustene så meget, at læ skødegast flere gange sad med rumpen i vandet. En enkelt røg udenbords under en mærkerunding, to faldt i vandet i havnen - den ene var Egå-seniorernes talsmand, Peter Møller Andersen. Ingen af de tre led overlast.
Kapsejladsen var en del af af "Seniortræf 2007" arrangeret af Kaløvig Bådelaug ved seniorgruppen De grå Sæler. Træffet begyndte ved frokosttid med en omgang stegte fiskefileter og fadøl hos Kaløvigs fiskere, om eftermiddagen var der kapsejlads, og kl. 18.30 samledes de ca. 100 deltagere omkring to helstegte pattegrise og salatbuffet, harmonikamusik, fællessang, showdance og musik udført af to piger fra Flying Superkids, hvis leder er KBL-sejler. KBLs seniorsangkor gav et par saltvandsfriske numre og udfordrede de øvrige klubber til sangerdyst. Næste år, måske. Hele arrangementet kostede 100 kr. pr. deltager plus drikkevarer. Det var perfekt gennemført, og til De grå Sæler skal der lyde en stor tak.

 
|