Vedtægter for Egå Sejlklub

§ 1. Navn og hjemsted
Klubbens navn er "Egå Sejlklub". Dens hjemsted er Egå Marina i Århus Kommune.

§ 2. Formål
Klubbens formål er:

at fremme interessen for sejlsport med såvel motor- som sejlbåd, herunder ikke mindst for så vidt angår unge og begyndere,

at varetage fælles interesse for sejlsportens udøvere og i den forbindelse arrangere kapsejladser, klubsejladser og kurser samt

at drive klubhus / lokaler med de fornødne faciliteter, herunder eventuelt restauration.

§ 3. Medlemskab af organisation
Klubben er medlem af Dansk Sejlunion og Østjyllandskredsen og er undergivet disses vedtægter og bestemmelser.

§ 4. Optagelse af medlemmer
Som medlem kan bestyrelsen optage enhver. Medlemmerne opdeles i følgende medlemskategorier:

1. Ordinære seniormedlemmer (fyldt 18 år)
2. Gaster / passive medlemmer
3. Juniormedlemmer (under 18 år)

Dog kan medlemmer, der har egen båd beliggende i eller ved Egå Marina ikke optages som gaster / passive medlemmer.

Optagelse af medlemmer under 18 år kræver tillige samtykke fra forældre / værge.

Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen. Beslutning herom kræver at 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Spørgsmålet om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.

§ 5. Kontingent
Klubbens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Generalforsamlingen kan fastsætte kontingentet aldersbestemt for de enkelte medlemskategorier. Desuden kan der ydes familiebestemte rabatter.

Kontingentet opkræves helårsvis forud og forfalder til betaling senest 1 måned efter generalforsamlingen.

§ 6. Udmeldelse - eksklusion
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til klubben med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse.

Allerede indbetalt kontingent kan ikke kræves tilbagebetalt.

Når et medlem er kommet i kontingentrestance, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel slette vedkommende som medlem.

Ingen der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis dets adfærd skader klubbens anseelse, eller i øvrigt når særlige forhold taler derfor.

Bestyrelsens beslutning om eksklusion kræver dog, at mindst 2/3 af dens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar overfor bestyrelsen, og vedkommende medlem kan kræve spørgsmålet om eksklusion afgjort på den førstkommende ordinære generalforsamling.

I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende medlem har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver at 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.

§ 7. Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes i første halvdel af hvert års november måned, indkaldes med oplysning om dagsorden med mindst to ugers varsel enten ved skriftlig meddelelse til det enkelte medlem eller ved bekendtgørelse i klubbladet.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. oktober.

Forslagene skal optages på dagsordenen og offentliggøres otte dage før generalforsamlingen ved opslag i klubhuset.

Stemmeret har alle ordinære seniormedlemmer, der har været medlem af klubben de sidste tre måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

Gaster / passive medlemmer og juniormedlemmer har ret til at overvære generalforsamlingen.

§ 8. Dagsorden for generalforsamlingen
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse samt forelæggelse af budget for det kommende år.

4. Behandling af indkomne forslag.

5. Fastsættelse af kontingent.

6. Valg af formand, næstformand og kasserer.

7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer, jf. § 11.

8. Valg af to revisorer og revisorsuppleant, jf. § 14.

9. Eventuelt.

§ 9. Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen eller et stående udvalg, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. dog § 6, §15 og §16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal på begæring fra mindst tre stemmeberettigede medlemmer afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7, stk. 1.

§ 11. Bestyrelsen
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til gældende ret.

Bestyrelsen består af indtil ti medlemmer, nemlig formand, næstformand og kasserer samt formændene for følgende stående udvalg:

1. Ungdomsudvalg
2. Jolleudvalg
3. Kapsejladsudvalg
4. Turudvalg
5. Motorbådsudvalg
6. Klubhusudvalg
7. Sejlerskolen

Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen ved direkte valg på den ordinære generalforsamling, jf. § 8.

§ 12. Bestyrelsens arbejde - tegningsret
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede, jf. dog § 6, stk. 6.

I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted.

I tilfælde af stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

Klubben tegnes af bestyrelsesformanden eller næstformanden i forening med to bestyrelsesmedlemmer. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræver endvidere forudgående vedtagelse på en generalforsamling efter tilsvarende regler som nævnt i § 15. Endvidere kræver dette godkendelse af Egå Marinas bestyrelse.

Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til enhver.

Klubbens daglige drift forestås af bestyrelsen samt de stående udvalg. Udvalgene er ansvarlige overfor bestyrelsen og generalforsamlingen.

Hvert år inden 1. juli forelægger formanden for det enkelte udvalg et budget for det kommende regnskabsår for bestyrelsen til vejledende brug ved udfærdigelse af foreningens budget. Den enkelte udvalgsformand er berettiget til at foretage sædvanlige økonomiske dispositioner indenfor de af bestyrelsen godkendte budgetrammer. Usædvanlige samt større økonomiske dispositioner skal under alle omstændigheder godkendes af bestyrelsen, også selv om de måtte være omfattet af det godkendte budget.

§ 13. Regnskab
Klubbens regnskabsår går fra 1. september til 31. august. Bestyrelsen skal senest 3 uger før generalforsamlingen til revisorerne afgive driftsregnskab for det foregående regnskabsår samt status pr. 31. august. Driftsregnskab og status bekendtgøres ved opslag i klubhuset senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

§ 14. Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen to kritiske revisorer og en revisorsuppleant.

Revisorerne skal gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med revisorernes påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 15. Vedtægtsændringer
Forandringer af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 6 uger med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Hvis mindst 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

Ændring af vedtægternes § 11 stk. 2 (bestyrelsens sammensætning): Antal og sammensætning af stående udvalg kan på bestyrelsens forslag ændres på den ordinære generalforsamling med simpel stemmeflerhed.

§ 16. Klubbens opløsning
Bestemmelser om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes inden 6 uger med sædvanligt varsel til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

På generalforsamlingen skal træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog er simpelt stemmeflertal her tilstrækkeligt.

I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, tilfalde en anden klub eller institution, der har fremme af sejlsporten eller unges uddannelse i sejlsport som idealistisk formål.

Vedtaget på ordinær generalforsamling den 6. november 2007

HomeE-mail