Egå Tun Star 2020

I weekenden 29.-30. august afholdt Egå Sejlklub for tredje gang doublehand kapsejladsen Egå Tun Star. Sejladsen havde tiltrukket en del deltagere fra vores nabosejlklubber: Nappedam Bådelaug, Kaløvig Bådelaug, Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten og Marselisborg Sejlklub.

Lørdag formiddag fra kl. 10 startede bådene med respitstart på første etape til Tunø Havn, dvs. at bådene havde individuelt starttidspunkt beregnet sådan, at bådenes rækkefølge i mål ved Tunø samtidigt var rækkefølgen i stillingen efter den første dags sejlads. Der var en let vind fra sydvest, hvilket gav bidevind det meste af vejen til Tunø og læns på strækningen syd om Tunø til Tunø Havn. De to første både i mål var en Aphrodite 101 og en BB 10 meter med kun 12 sekunders mellemrum. Da alle både var kommet godt i mål (to måtte tage motoren til hjælp) vankede der moleøl og -vand på kajen. Lørdag aften serverede Restaurant Mejeriet gode bøffer og lækre desserter til alle sejlere og de to frivillige i dommerbåden.

Søndag formiddag kl. 10 gik første start tilbage mod Egå. Vinden var let og nordlig, så det startede med kryds op gennem Aarhusbugten. Nogle gik mod Helgenæs, nogle mod Jyllandskysten, og nogle blev midt i banen. Vinden blev efterhånden svagere og svagere, så alle både på nær én måtte opgive! Erik Gersner i en BB 10 meter kom i mål blot 8 minutter før tidsfristens udløb ved at snige sig op langs Marselisborgskoven, Aarhus Havn og Risskov.

Efter sejladsen var der moleøl og -vand og præmieuddeling. Netbaad sponserede præmiegavekort til vinderne i de 5 løb. Palby Marine stod for præmier til vinderne af hver start i form af sejlerkniv og oppustelige redningsveste.

Der var stor tilfredshed med sejladsen blandt deltagerne, selvom der godt måtte have været lidt mere vind om søndagen. 25 både stillede op til årets sejlads: 10 både uden spiler, 8 både med spiler og 7 både i Easy-løbet uden spiler og uden DH-målebrev.

Resultater og billeder fra sejladsen findes HER