Fra foredrag om forsikring 24. februar

Tirsdag den 24. februar havde vi et foredrag om forsikring. John Bislev, aktiv kapsejler på Aarhus Bugten og forsikringsspecialist hos Pantaenius, fortalte om vigtige ting at være opmærksom på mht. at forsikre sin båd.

John fortalte om de mange typer af uheld, man kan komme ud for, og han viste skrækkelige billeder af situationer, som ingen af os forhåbentlig oplever. Der var særlig fokus på, hvornår kaskoforsikringen dækker eller ikke, og hvornår naboens bådforsikring dækker eller ikke.

Eksempel: Hvis naboens båd brænder og samtidig skader din båd, dækker hans forsikring egen båd, men ikke din! Så hvis du ikke er kaskoforsikret “er det bare ærgerligt”.

John fortalte naturligvis også om forskellene på hvordan Pantaenius og andre forsikringer dækker. Der er Pantaenius magasiner til rådighed i klubben, og John svarer gerne på spørgsmål.

Vi havde en hyggelig aften med god snak rundt om bordene, og vi fik svar på mange spørgsmål. Der var kaffe og kage til alle 🙂