Introduktionskursus til kapsejlads

Hvis du har lyst til at høre om, hvordan du kan komme i gang med at sejle kapsejlads, for eksempel Egå Sejlklubs aftenkapsejladser, har Kapsejladsudvalget et godt tilbud til dig.

Tirsdag den 13. april kl. 19:00 til 21:30 holder vi et introduktionskursus for kapsejlere. Kurset er både for kommende skippere og gaster. Vi forventer ikke, at du kender noget til kapsejlads i forvejen. Men du er også velkommen, hvis du allerede har prøvet lidt kapsejlads. Vi vil især have fokus på sejlads i kølbåde og flerskrogsbåde.

Kapsejlads drejer sig ikke bare om at sejle stærkt og komme først i mål. Det er også en god mulighed for jævnligt at mødes til en spændende aktivitet med kammerater, der har samme interesse. Desuden bliver du en bedre sejler og lærer din båd rigtigt godt at kende ved deltagelse i kapsejladser under forskellige forhold.

Du vil lære om, hvordan du kommer i gang med at sejle kapsejlads, hvordan en kapsejlads foregår med start, mærkerundinger og mållinje, bådhåndtering og samarbejdet ombord. Du vil desuden lære om, hvordan din båd bliver målt til kapsejlads, og hvilke sejladser, for eksempel vores Easy Sejladser, der ikke har krav om, at båden er målt. Der vil blive rig lejlighed til spørgsmål og diskussioner.

Hvis det er muligt ifølge coronaretningslinjerne, afholder vi kurset i klubhuset. Hvis vi ikke vi må mødes fysisk, afholder vi kurset online! Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig på kapsejlads@egaasejlklub.dk. Tilmeldte deltagere får direkte besked om, hvorvidt kurset afholdes i klubhuset eller online. Ved mindre end 5 tilmeldinger vil kurset ikke blive afholdt.

Med sejlerhilsen
Egå Sejlklubs Kapsejladsudvalg