SWC Testevent i Egå 6. – 13. august 2017

Aarhus Sailing Week

Det var et kæmpestævne, da VM test-eventen ramte Egå Marina og dermed Egå Sejlklub. Der var opsat telte flere steder, grejcontainere og varebiler, masteskur omdannet til Race Office, info-møder i restauranten og overfyldte P-pladser med jollevogne – og glade sejlere og hjælpere overalt. Klubhuset var volunteers lounge – udenfor var ES-telt sailors lounge også anvendt til daglige coach-møder, i jollehuset var der mødefaciliteter til prese og andre samt official notice boards og TV-skærme med resultater. Der var ca. 1000 deltagere, coaches, frivillige og officials på marinaen (fra 50 nationer), og en enkelt kronprins.
Egå sejlklub stillede med hjælpere til mange discipliner som: hjælp til catering og P-styring, måling af sejl og joller, klargøring af grej og gummibåde, koordinering og flytning af jollevogne på rampen, oprydning og rengøring i sejlklub, op- og nedtagning af telt, og mange andre funktioner.
Jeg var selv en del af det store hold på 35 personer i Team Egå, der afviklede sejladser på en af de fem baner på bugten. Og vi havde øvet os og trænet – og alt gik rigtig godt. Vi fik prøvet trapez-baner og op-nedbaner, vi havde både laserjoller og surfere, og vi var faktisk så dygtige, at vi fik tildelt at lave medal-race for 49’erne. Der var masser af fantastisk gode oplevelser sammen – og vi fik set verdens bedste sejlere på tæt hold. Og oplevelsen af at når hele ”maskinen” kører og alt virker, ja det er en dejlig fornemmelse.
Tusind tak til alle der hjalp med at få det hele til at svinge – vi ser frem til et endnu større event næste år, når det er VM for 10 olympiske klasser der skal afvikles på Aarhusbugten – samtidigt, med 1500 deltagende sejlere, og dertil tusindvis af coaches, officials, presse – fra 100 nationer.
Du må allerede nu gerne melde dig som frivillig til SWC 2018, i få eller mange dage 30. juli til 12. august – vi har brug for dig – og det bliver en kæmpeoplevelse.

Meld dig til på hjemmesiden HER , så finder vi et opgave-team der passer.

Steen Jepsen
Baneteam Egå